Grønt malkesystem fra GEA Farm Technologies sparer på både el og vand

GEA Farm Technologies’ malkerobot er den mest energieffektive på markedet, viser test af det tyske landbrugsselskab DLG. Det er den velkendte grønne malkerobot fra GEA, model R9500, som vil blive vist frem for landmændene på NutriFair januar 2024.

GEA Farm Technologies udstiller sammen med GEA Farm Technologies Solution Center, AgroService Aps på NutriFair 2024.

Det er med med stor begejstring, at de kan vise den seneste model af R9500 malkesystemet frem, lyder det fra Manager for Technical Service i GEA Farm Technologies Hans Kargaard Schulz:

“Det er anden gang vores malkerobot testes som et to boks-system i en DLG’s test, og vi ser forbedringer hver gang. For 2023 er det den mest energieffektive malkerobot på markedet, som er blevet testet af det tyske landbrugsselskab DLG.

Det er helt nye resultater, og det er derfor, vi skal have den med på NutriFair,” fortæller Hans Kargaard Schulz.

Testen fra DLG viser betydelige reduktioner i forbruget og R9500 er nu officielt det mest energieffektive automatiske malkesystem på markedet.

GEAs model R9500 kommer som enkelt boks og kan udvides op til 4, 8, 12, 16, 24 osv. alt efter behov og som ét system. For at være sammenlignelig med andre mærker er den testet med to bokse.

29 procent mindre energi

Enkelt boks-systemet bruger nu 33 procent mindre energi, hvilket svarer til en besparelse på 1,5 kwt per 100 L mælk. Med to box-systemet reduceres energiforbruget med 29 procent og vandforbruget med 18 procent. Det svarer til 1,1 kwt per 100 L mælk. Ved tilføjelse af en boks reduceres strømforbruget desuden 26 procent sammenlignet med en enkelt boks.

Testen er udført uafhængigt af GEA og udføres årligt af DLG.

Tid til faglige snakke

Det glæder projektleder for NutriFair ved Messe C i Fredericia Ida Brøgger Hahn, at endnu en udstiller har store nyheder med på messen.

“For NutriFair er det en fornøjelse at programmet endnu en gang er fyldt med gode faglige nyheder for landmanden. Vi ønsker at skabe rammerne for, at beslutningstagere fra landbruget kan få to dage, hvor de kommer tæt på deres forhandlere og leverandører og går derfra rustet til at træffe de rigtige beslutninger for deres bedrift.”

Hans Kargaard Schulz ser også frem til messen, som for ham også er en mulighed for at lære sine kunder bedre at kende.

“På NutriFair har vi god tid til at snakke, vi hører hvordan det går på bedrifterne, og så formår messen at være forhandlerbaseret - det er ikke importører eller fabrikanter, men det er de folk, som er tæt på kunderne i hverdagen, som udstiller. Det giver et helt særligt socialt aspekt til messen,” mener han.

Kvægfolket samlet i egen hal

Den kommende messe har denne gang valgt at dedikere en hal til udstillere, som henvender sig til kvægbrugere. Det er her AgroService Aps og GEA Farm Technologies har stand.

“Vi har givet udstillerne som appellerer til kvæg mulighed for at vælge at samle sig i samme hal. Det skal skabe en god oplevelse for de besøgende, som hurtigt kan samle faglig viden ind fra udstillere, som henvender sig til netop dem. Samtidigt giver det også en god stemning for udstillerne, som er tæt på deres kon-kollegaer,” siger Ida Brøgger Hahn.

NutriFair finder sted i Messe C i Fredericia 17. og 18. januar 2024. Adgang er gratis, og billetter kan hentes på NutriFair.dk.

FAKTA

  • NutriFair 2024, 17. og 18. januar i Messe C, Fredericia
  • GEA Farm Technologies og AgroService udstiller i Hal D ved stand 3018
  • GEA Farm Technologies udstiller blandt andet deres kendte R9500 og et lille stykke at Malkerobot karrusellen DPQ

TESTEN VISER


R9500 to boks-systemet bruger:

  • 29% mindre energi
  • 31% mindre energi i standby mode
  • 18% mindre vandforbrug

Analysen er udarbejdet af det tyske landbrugsselskab DLG: www.gea.com/en/articles/energy-water-consumption/index.jsp